Mit navn er Maria og jeg er 35 år, cand.psych. fra Københavns Universitet, har været selvstændig psykolog siden 2020 og har mange års erfaring med arbejdet inden for børne- og familieområde. Privat bor jeg i København med min kæreste og vores to børn.

Mit hjerte banker for familielivet – både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har derfor specialiseret mig indenfor forældreskab og familieliv og arbejder med gravide, nybagte forældre og familier med børn og unge i alle aldre. Jeg er optaget af individets udvikling og dannelse, vores relationer og samspil mellem individet og omverdenen.

Jeg ønsker, at familieliv og forældreskab skal være meningsfuldt. Ikke let, ikke perfekt. Jeg tror simpelthen ikke på perfektion. Men jeg tror på værdien i familielivet, at forældreskabet kan være givende og meningsfuldt, hvis man giver sig hen og lærer at navigere i det.

For det er en vanvittig svær opgave, og jeg synes simpelthen ikke, at forældreskab får den opmærksomhed og anerkendelse, det fortjener.

Jeg ønsker at støtte dig i at stå stærkere i dit forældreskab. At støtte dig i at kunne navigere i de store og svære omvæltninger uden at miste dig selv. At hjælpe dig igennem personlige udfordringer og bekymringer, som kan stå i vejen for den måde, du ønsker at leve på.

I vores samtaler vil vi sammen arbejde hen imod en nuanceret forståelse af dine udfordringer, deres oprindelse, hvorfor de bliver ved med at spænde ben for dig og hvad de forhindrer dig i at gøre. Således har vi ikke kun fokus på, hvad du vil ændre og ønsker at slippe af med, men i høj grad også fremtidsfokus, fokus på dine værdier og hvordan du ønsker at leve dit liv.

Erfaring

  • Stifter og psykolog hos Samværdig (som er vokset videre til Familieværk)
  • Psykolog hos Christianshavns Kognitive Psykologklinik
  • Psykolog hos Børnecenter København
  • Forskningsassistent, projektet ”Pædagogisk kvalitet i fritidshjem”, ved psykolog Grethe Kragh-Müller og psykolog Charlotte Ringsmose, DPU 
  • Forskningsassistent, Ph.d.-projektet ”Efficacy of Metacognitive Therapy” ved psykolog Pia Callesen 
  • Underviser i Kognitionspsykologi, Københavns Universitet
  • Forskningsassistent, Ph.d.-projektet ”Kroppen i sproget” ved psykolog Emilie Strøm, Københavns Universitet 
  • Gruppeleder for pårørende til børn, unge og voksne med angstlidelser, Angstforeningen, Frederiksberg 

Er der ikke flere ledige tider i kalenderen eller kan du ikke finde en tid der passer, så send mig en mail og vi finder en tid sammen. Du kan også blive skrevet op på en venteliste, hvor du kan blive kontaktet i tilfælde af afbud og når der kommer nye tider.

Book en tid hos Maria

Kontakt Maria