Støtte til mødre i efterfødselstiden – et online gruppeforløb
Forløbet er for dig:
- der er blevet mor inden for 2 år og oplever, at efterfødselstiden er udfordrende at navigere i
- der ønsker et netværk, hvor du kan dele dine oplevelser og kan blive mødt og anerkendt af ligesindende kvinder
- der gerne vil prioritere dig selv, og tage hånd om din trivsel, selvom moderskabet fylder meget
Formålet med forløbet:
- blive klogere på de psykologiske forandringer i efterfødselstiden og få en bedre forståelse for de udfordringer, der kan opstå i denne sårbare tid
- udforske, forholde dig til og få arbejdet med dine udfordringer i et trygt fællesskab
- støtte dig til at (gen)skabe kontakt til dine behov, ønsker og værdier samt vise dig, hvordan du kan bruge disse til at navigere i dit moderskab og i dit liv
- finde inspiration og støtte fra ligesindede kvinder
Praktisk information:
- Forløbet strækker sig over 6 gruppesamtaler af 2 timers varighed (i alt 12 timer). Derudover er der 2 individuelle samtaler af 30 minutters varighed – en indledende samtale inden opstart og en afsluttende samtale efter forløbet.
- Alle samtalerne, både gruppesamtaler og individuelle, foregår online på platformen Whereby
- Prisen for hele forløbet er 1550,-
- Der er plads til 6 deltagere, og forløbet starter ved minimum 4 tilmeldte
- Vi mødes hver anden onsdag kl. 12-14
- Datoerne for forløbet med opstart marts 2025 er; 5. marts, 19. marts, 2. april, 16. april, 30. april og 14. maj
- De individuelle samtaler aftales efter tilmeldingen
- Forløbet faciliteres af psykolog Maria Touloupova, som har flere års erfaring med at arbejde med forældre, familiedannelse og familieliv.
Tilmelding:
Tilmelding sker ved at sende en mail til os med en kort beskrivelse af dig selv. (Skriv gerne “forløb marts 2025” i emnefeltet). Du vil derefter modtage et svar med nærmere info om forløbet og betaling. Tilmelding er først gældende, når betaling er gennemført. Tilmelding er herefter bindende og pengene refunderes kun, hvis forløbet bliver aflyst, eller det er muligt at give pladsen til en anden.
Om forløbet:
Forløbet er målrettet kvinder, der er blevet mødre inden for de sidste 2 år. Mange kvinder i denne periode kan føle sig ensomme og isolerede, især når de oplever manglende forståelse og støtte fra deres omgivelser. Uforudsete udfordringer under graviditet, fødsel og i efterfødselstiden kan gøre det endnu mere overvældende. Forløbet tilbyder et trygt og fortroligt rum, hvor du kan åbne op og dele dine tanker og følelser. Her er der fuld forståelse for, hvor svært det kan være at navigere i rollen som mor og samtidig tage vare på sig selv.
Gruppen ledes af en erfaren psykolog, der har specialiseret sig i at arbejde med familiedannelse og efterfødselstid. Her får du mulighed for at lytte til andres erfaringer, dele dine egne og blive løftet i fællesskabet. Samtalerne vil tage udgangspunkt i de temaer, som dukker op i samtalerne, og psykologen vil bidrage med relevante oplæg og øvelser. Sammen skaber vi de rammer, der gør det muligt for dig at føle dig set, hørt og støttet i denne særlige fase af livet.
Som deltager i gruppen er du medansvarlig til at sikre en respektfuld tone, og alle deltager har tavshedspligt. For at få mest muligt ud af gruppeforløbet opfordres der til at deltage i alle sessioner og bidrage til samtalerne, men du bestemmer altid selv, hvor meget og hvad du ønsker at dele. Det online format tilbyder en vis fleksibilitet, der gør det muligt for dig at være i dit eget hjem eller et andet trygt sted, uanset hvor i landet du befinder dig, samtidig med at du kan have dit barn tæt ved dig.
Velkommen til et fællesskab, hvor du ikke er alene.