Er det normalt at opleve udfordringer i tiden efter fødsel?
Mange bliver ramt af uforudsete udfordringer ved overgangen til forældreskabet. Alt fra fysiske smerter, udfordringer med amning til psykiske udfordringer som nedtrykthed og angst. Omkring halvdelen af alle mødre oplever vanskeligheder, så som udmattelse, tiltagende bekymringer, grådlabilitet og tristhed. Derudover så vil omkring 10% af kvinder udvikle en fødselsdepression og derudover vil 5-10% udvikle andre psykiske lidelser som angst, OCD, og PTSD.
Udfordringer i forældreskabet rummer stor potentiale for positiv vækst og udvikling
Et australsk studie af Mitchel og kollegaer, hvor 43% af 262 kvinder rapporterer at have haft depression, angst eller stress i deres efterfødselsperiode, bekræfter ligeledes de høje tal for vanskeligheder og udfordringer, som mødrene oplever i tiden efter fødsel.
Det smukke i dette studie findes dog i, at 90% af alle kvinder forbinder overgangen til moderskabet med positiv personlig udvikling og 81% fortæller, at deres udfordringer havde en stor betydning for denne personlige udvikling. Kvinderne beskriver at overgangen til forældreskabet har bl.a. lært dem at være mere nærværende og til stede, at træffe beslutninger og handle ud fra hvad der betyder mest for dem, samt at prioritere selvomsorg.
Men den positive personlige vækst kommer ikke af sig selv, som et trøstende plaster på såret.
Der er behov for støtte og hjælp for at overkomme udfordringer
Det svære rummer et potentiale for udvikling, hvis man ved hvordan man skal håndtere og navigere i det. 62% af de mødre, som rapporterede svære mentale tilstande, fik nemlig professionel hjælp. Mange af os ved af gode grunde ikke hvad vi skal stille op med de udfordringer, vi oplever. Vi prøver at navigere i det, så godt vi kan og ud fra hvordan vi tidligere har lært at håndtere udfordringer.
Det kan f.eks se sådan ud:
- Vi prøver at undertrykke og ignorere ubehaget forbundet med udfordringer.
- Vi reagerer i vrede og afmagt, fordi følelser og tanker bliver for svære.
- Vi beder ikke om hjælp, for man skal kunne klare det hele selv.
- Vi vil gerne have hjælp, men ikke ved hvor de skal finde den.
- Vi tænker, at vores udfordringer ikke er slemme nok eller noget som kvalificerer dem til at få hjælp, for der er andre som har det værre.
Det er normalt at opleve udfordringer, men det betyder ikke at du skal klare dem selv
Flere, end vi umiddelbart tænker, oplever vanskeligheder i efterfødselstiden. Og samtidig opleves det som et personligt problem, der bliver forstærket af fælles tavshed og mangel på lettilgængelig støtte. Det er derfor så afgørende, at den nybagte mor (og bestemt også far), får den nødvendige støtte og mulighed for at opleve udviklingspotentiale i den sårbare, smukke og transformerende efterfødselstid.
Så ja, det er fuldstændig normalt at opleve udfordringer når man bliver forælder OG det er vigtigt at du får den rette støtte og hjælp til at overkomme disse. Fordi noget er normalt, betyder ikke at du skal klare det selv.
Oplever du udfordringer i forbindelse med overgangen til forældreskabet?
Her er hvad du kan gøre:
- Ræk ud og del det med en, som du er tryg ved. Det kan være din partner, din egen forælder, en god ven eller en fra mødregruppen.
- Kontakt din din sundhedsplejerske eller læge. De kan henvise dig til passende kommunale tilbud. Hvis ikke du føler at din situation bliver taget alvorligt, skal du kontakte en anden fagperson.
- Har du brug for vores hjælp? Så kontakt en af vores psykologer, der har specialiseret sig i arbejdet med forældre og udfordringerne i tiden før, under og fødsel.
Kilder:
- Howard, L. M., Molyneaux, E., Dennis, C. L., Rochat, T., Stein, A. & Milgrom, J. 2014. Non-psychotic mental disorders in the perinatal period. Lancet, 384, 1775-88. (link)
- Mitchell et al. (2018). Feasibility and acceptability of a brief online self-compassion intervention for mothers of infants. _Arch Womens Ment Health_ **21,** 553–561. (link)
- Sundhedsstyrelsen – https://www.sst.dk/da/foedselsdepression